Hushandler stagnerer i Nordsjælland
Antallet af hushandler er nået til det laveste niveau siden 1993. Ejendomsmæglere skyder skylden på medierne
Boligmarkedet i Danmark træder på bremsen. Antallet af hushandler er det laveste siden 1993, viser tal fra BG Bank. I tredje kvartal 2005 blev der gennemført 21.000 hushandler på landsplan, mens tallet var faldet til 16.000 i tredje kvartal i år. Og det står især sløjt til i de dyre områder, siger cheføkonom Anne Buchardt fra BG Bank. "Først og fremmest er vi i en sitaution, hvor det er blevet dyrere og dyrere at købe en bolig - allermest omkring København og i Nordsjælland. Det hænger nøje sammen med, at det efterhånden er relativt få familier, der overhovedet har råd til at komme ind på boligmarkedet som førstegangskøbere. Dem, der har noget friværdi i forvejen, klarer sig, men det bliver stadig sværere at få nye købere ind på markedet," siger hun. Hos Place2Live har ejendomsmægler Henrik Høegh især kunnet mærke opbremsningen i sommermånederne, mens han i oktober og november igen har set en lille stigning i antal af hushandler. "Vi har kunnet se en regulering af markedet hen over sommeren og efteråret. Køberne er lidt mere agtpågivende, men vi kan mærke, at køberne de to sidste måneder har været mere ude på gaden og er begyndt at kigge igen. Flere købere kan se, at priserne faktisk er begyndt at falde, og at de kan gøre sig en fornuftig handel. Vi har da ejendomme, som bliver sat ned i pris, men så kan vi også se, at køberne kommer", siger Henrik Høegh.