78 ud af 1000 ægtepar bliver skilt inden fem år
Antallet af skilsmisser i Hillerød over landsgennemsnittet, viser en analyse fra Danica Pension
Hvis mor og far skal leve lykkeligt til deres dages ende, skal de flytte til Værløse. Men de skal gå uden om Farum. Det viser en undersøgelse fra Danica Pension.I Værløse bliver 43 par ud af 1000 skilt, målt over en fem-års periode, og det er et godt stykke under landsgennemsnittet på 73 skilsmisser per 1000 par. Derimod ligger Hillerød med 78 skilsmisser og Frederikssund med 80 skilsmisser over landsgennemsnittet. I Farum er tallet 91 skilsmisser per 1000. Men værst ser det ud i København, hvor 146 par ud af 1000 må skilles."Hvis man ønsker at leve lykkeligt og ikke blive skilt, skal man flytte væk fra København og Frederiksberg, og faktisk er det en god ide at flytte nord for København. Vi ser det ved, at langt de fleste kommuner nord for København har gennemsnitlige skilsmisserater, der ligger pænt under landsgennemsnittet," siger cheføkonom i Danica Pension, Jens Christian Nielsen.Ifølge Danica Pensions undersøgelse skyldes det lavere antal skilsmisser, at familierne nord for København har flere penge på kistebunden."Penge er absolut ikke lig med lykke. Men man kommer ikke uden om, at en god økonomi er en god forudsætning for at få et forhold til at holde. Der er ingen tvivl om, at de familier, som lever nord for København har en økonomi, der er langt bedre end gennemsnittet. Det giver nogle gode forudsætninger for at få familielivet til at hænge sammen," forklarer Jens Christian Nielsen. "Der er flere ting, der trækker i samme retning. Det er typisk familier, som ikke bliver ramt af arbejdsløshed, heller ikke når det går skidt i Danmark. Det kan også være udtryk for, at et af familiemedlemmerne kan gå ned i arbejdstid. Det er typisk, når man har små børn, at man er meget presset i familielivet. Det kan også være, at man lige har mulighed for at tage en ekstra ferietur eller måske en storbyferie, bare med mor og far for sig selv," siger han.Det samlede antal vielser i Danmark i 2005 var på 36.148. Det er et fald på 4 procent i forhold til 37.711 vielser året før. Samtidig blev 15.300 par skilt i 2005. Det er et fald på 3 procent i forhold til 15.763 skilsmisser i 2004.