Finansminister opstillet i ny Hillerød-kreds
Thor Pedersen bliver også Venstres folketingskandidat i den nye Hillerød Kreds, som omfatter dele af de gamle opstillingskredse Fredensborg, Frederiksværk og Hillerød
Ikke overraskende er finansminister Thor Pedersen blevet valgt til folketingskandidat for Venstre i den nye Hillerød Kreds, som består af de to kommende storkommuner Ny Hillerød og Gribskov.Thor Pedersen er valgt til folketinget i den gamle Hillerød Kreds, og derfor lignede det en formalitet, da finansministeren onsdag aften blev valgt ved opstillingsmøde. Thor Pedersen havde ingen modkandidater på opstillingsmødet, og han var på forhånd blevet indstillet af bestyrelserne for Venstre-foreningerne i de to nye storkommuner.Thor Pedersen er 61 år og har været finansminister siden Venstre og konservative overtog regeringsmagten i 2001. Han har været medlem af folketinget siden 1984.Den ny Hillerød Kreds er sammensat af dele af de hidtidige opstillingskredse Fredensborg, Frederiksværk og Hillerød.