Kommunen vil ekspropriere i Ullerødbyen
Kommunen kan ende med at tvangskøbe jord og bygninger i Hillerøds ny bydel, hvis ikke folk sælger frivilligt
Sælg frivilligt eller bliv tvunget til det: Hårdt sat op kan det "tilbud" blive realiteten de kommende år for en række grundejere, husejere og virksomhedsejere i Hillerøds kommende bydel Ullerødbyen. Det bekræfter borgmester Nick Hækkerup. Han understreger, at man i første omgang vil forsøge at komme til enighed gennem dialog med grundejerne i området. "Men ekspropriation kan komme på tale, hvis vi ikke kan blive enige.Så hvis du direkte spørger, om vi vil ekspropriere folk ud af hus og hjem, er svaret ja," siger Nick Hækkerup. Lederen af Teknik i Hillerød, Ole Stilling, er dog ikke sikker på, at ekspropriation overhovedet vil komme på tale. "Nogle vil føle sig besnæret af, at der pludselig er en langt højere værdi i den jord, de besidder, mens andre bare ikke vil være i stand til at se sig selv som et element i den ny plan for området. Hvis planen bliver realiseret vil de simpelthen ikke synes, at det er attraktivt."
"En lottokupon"
Det er svært umiddelbart at vurdere, hvor mange menne-sker, der vil blive påvirket af en eventuel ekspropriation i området, hvor bebyggelsen er meget spredt. Men der ligger en række villaer, virksomheder og landejendomme, og en del af dem kan risikere at falde for bulldozerne, efterhånden som området skal bebygges med boliger. Udover de mange små grundejere er der syv større grundejere i området. Det drejer sig især om landmænd, der med udviklingen af den ny bydel vil opleve, at deres jord går fra status som landbrugsjord og til parcelhusgrunde - hvilket vil mangedoble værdien. Nick Hækkerup er overbevist om, at de fleste vil være glade for at skille sig af med deres ejendomme til en pris, der ligger langt over den, de oprindeligt har betalt. "De sidder mere eller mindre med en lottokupon, der er kommet ud med de rigtige numre," siger borgmesteren.