Vikarbureauer kæmper om de bedste medarbejdere
Bonusordninger, personaleklubber
Vikarbureauerne i Nordsjælland oplever fremgang på alle fronter. Manglen på arbejdskraft får arbejdsgivere i store tal til at søge hjælp både til akut vikardækning og til rekruttering af nye medarbejdere. Men vikarbureauerne mærker nu også selv manglen på arbejdskraft. "Hvor vi før altid kunne trække på emner i egen jobbank, skal vi nu ofte ud og finde kandidater den dag, kunden kommer med opgaven," fortæller personalekonsulent Thomas Poulsen, Manpower i Hillerød, til Erhvervs Avisen. Konkurrencen om medarbejderne får mange bureauer til at give vikarerne bonus i forhold til antal præsterede arbejdstimer i samme bureau. "Vi præmierer vore medarbejdere, hvis de kan finde nye kandidater i deres bekendtskabskreds," siger Thomas Dahlgaard Jensen, områdeleder for Sjælland hos Personalebørsen A/S. Samarbejde med indvandrerorganisationer og sms-kontakt er andre af de måder, som vikarbureauerne anvender for at få fat i medarbejdere. Hos landets største vikarbureau Adecco A/S har man desuden ansat en ekstern HR-konsulent og opretter personaleklubber for at kunne holde bedre på medarbejderne. Læs mere om vikarbranchen i Erhvervs Avisen, der udkommer sammen med Hillerød Posten på fredag.