Så åbnes vejen endelig...
Hillerød Kommune har brugt ventetiden på åbningen af Harløsevejens forlængelse til at klargøre industriområdet Tolvkarlevang
Det bliver uden autoværn, når den nye forbindelsesvej mellem Harløsevej og Egespurs Allé åbnes for trafik indenfor de næste par uger. Faktisk har vejen været klar i flere uger, men forsinkelse i leverancen af autoværn har udskudt åbningen. Imidlertid er der ingen udsigt til at autoværnene kommer foreløbig, og derfor vælger kommunen nu at sætte nogle midlertidige betonklodser op i stedet. "Entreprenøren kan simpelthen ikke få dem leveret. De er bestilt for fire måneder siden, men leveranceren er åbenbart gået helt i stå," siger ingeniør Vagn Gasbjerg, Hillerød Kommune. Bortset fra autoværnene bruges de næste dage på at færdiggøre cykelsti og busstoppesteder. Mens den næsten-færdige vej har været lukket for trafik, har kommunen brugt tiden på at klargøre industriområdet Tolvkarlevang, hvor byggeriet snart sættes igang. "Alle grunde er solgt og fra den 1. dember vil den første køber kunne gå i gang," oplyser Vagn Gasbjerg.