Fire biler stødte sammen efter U-vending
Pensonskaderne efter en større trafikulykke tirsdag morgen indskrænkede sig til, at en enkelt måtte til et skadestuecheck for en sikkerheds skyld
"Det kunne let være gået meget værre. Men heldigvis er der kun én af de implicerede, der måtte en tur på skadestuen bagefter, og det var til et check for, om der var noget galt." Sådan kommenterede vagthavende hos Hillerød Politi en ulykke på Hillerød motortrafikvejen tirsdag morgen lidt efter klokken seks, hvor ingen i de fire involverede biler tilsyneladende fik skader ved sammenstøden. Ulykken fandt sted 500 meter syd for Roskildevej, hvor en 20-årig mand fra Præstø var på vej i nordgående retning. Da han konstaterede, at han var ved at køre for langt, valgte han at foretage en U-vending på hovedvejen - på et tidspunkt, hvor det ikke blot var mørkt, men også regnvejr. Da han var i færd med at foretage sin U-vending, blev han påkørt af bilen bagved, der blev ført af en 61-årig mand fra Virum. Bilisten bag Virum-bilisten, var en 29-årig mand fra Randers. Han forsøgte at undvige det, der foregår foran ham, ved at dreje til venstre. Det resulterer i, at han kører ind i en modkørende fjerde bil, hvis fører var en 34-årig mand fra Helsinge.