Højeste skat i Nordsjælland
Ny Hillerød Kommune får den højeste kommuneskat i Nordsjælland efter beslutningen om at hæve skatten med 0,8 pct.
Den nye Hillerød Kommune kommer til at sætte en tvivlsom rekord, når skatten i 2007 hæves med 0,8 procent som følge af sidste uges budgetvedtagelse. Med skattestigningen får Hillerød nemlig den højeste kommunale udskrivningsprocent blandt kommunerne i det gamle Frederiksborg Amt. Hillerød er ganske vist ikke ene om at hæve skatten - i Allerød sættes skatten for eksempel op med 1,08 procent - men Hillerød får med 25,64 procent den højeste skat, omend der ikke er langt til Frederikssund Kommune, der får en udskrivningsprocent på 25,63 procent. De fleste kommuner får en udskrivningsprocent på lige omkring 25 procent. Men der er stadig et par billige kommuner imellem - Gribskov får i 2007 en skat på 23,58 procent og Hørsholm en skat på 22,8 procent.
Lavere grundskyld
Til gengæld er grundskylden en del højere i Gribskov end i Hillerød - nemlig 29,34 promille mod 20,65 promille. I det hele taget kan husejere i Hillerød trøste sig med, at de befinder sig i en kommune med en grundskyld i den lave ende. Grundskyldspromillen er den andel af ejendomsværdi, som man betaler i ejendomsskat. Skattestigningen på 0,8 procent var det højeste, som måtte hæve skatten som følge af de ekstra udgifter, som udligningsreformen har belastet kommunen med. Skattestigningen blev vedtaget af et bredt flertal bestående af Socialdemokraterne, konservative, Dansk Folkeparti, SF og Fælleslisten. Kun Venstre stemte imod.