Usikkerhed om åbning af Gallerierne
Den officielle åbning af Hillerøds nye butikscenter udskydes måske fjorten dage. Beslutningen træffes i løbet af weekenden
Den officielle åbning af Hillerøds nye butikscenter "Gallerierne" udskydes muligvis i fjorten dagen. Åbningsdatoen er foreløbig sat til lørdag den 5. november, men det kan blive nødvendigt at vente til lørdag den 19. november. Det oplyser direktør Ole Philipsen, Philipsen Gruppen, til Hillerød Posten."Der er ikke besluttet noget endnu. Men det er korrekt, at vi har drøftet at flytte åbningen af hensyn til en række arbejder, som vi gerne vil være helt sikre på er færdige, når vi åbner," sgier Ole Philipsen.Han forventer, at beslutningen bliver truffet snarest - måske allerede i weekenden."Det er en kompleks og stor byggesag, og der kan altid opstå uforudsete ting. Vi har været plaget af de ting, som man oplever overalt i byggeriet på grund af travlhed i øjeblikket, nemlig forsinkelse af leverancer og problemer med at skaffe håndværkere. Men Skanska har udvist et stort og prisværdigt arbejde med at få minimeret problemerne," siger Ole Philipsen med henvisning til hoventreprenøren på centerbyggeriet.
Går stærkt
Direktøren erkender, at det udefra kan se meget optimistisk ud at tro på, at Gallerierne kan åbne allerede 5. november. "Jeg skal gerne medgive, at for ikke-byggekyndige kan det se ud som om, at der er stykke vej igen. Men sådan er det altid med den slags byggerier. Afstanden fra, at det ser ud til ikke at blive færdig og så til at det står færdig, den er meget kort," siger Ole Philipsen.Philipsen Gruppen ejer Gallerierne, så længe centeret er under opførelse. Så snart det åbner, blliver det overtaget af den københavnske ejendomsinvestor "ei invest".I følge Ole Philipsen er alle lejemål i det nye butikscenter nu besat."Det er det første butikscenter i mange år, der er fuldstændig udlejet fra starten. Og vi har ganske mange potentielle lejer, der står på venteliste," siger Ole Philipsen.