Politiet siger undskyld til demonstranter
Københavns politi erkender fejl i forbindelse med masse-anholdelse under en antiracistisk demonstration i Hillerød 4. februar
Københavns politi er rykket ud med en undskyldning til de mange demonstranter, som blev anholdt under en antiracistisk demonstration i Hillerød den 4. februar. 160 demonstranter blev anholdt, og mange af dem måtte sidde i flere timer i håndjern på den frostkolde jord, inden de blev kørt væk. Demonstranterne, som bestod af autonome og indvandrere, blev anholdt, da de begyndte at kaste med sne og sten mod politiet, fordi politiet flyttede demonstrationen til parkeringspladsen ved stationen. Flytningen skete for at undgå, at demonstranterne kom i nærheden af medlemmer af den højreorienterede forening Dansk Front, som samtidig demonstrerede ved Slotssøen. "Vi beklager, at demonstranterne sad for længe, men politiets grundlæggende håndtering giver ikke anledning til kritik. Anholdelserne var efter vores opfattelse i orden," siger politiadvokat Anders Dorph til Ritzau i følge Københavns Radio Nogle af de anholdte har klaget over, at de var nødt til at tisse i bukserne under politiets påsyn. "Det kan vi ikke afvise og beklager også det," siger politiadvokaten til Ritzau.