Elever blokerede for seminarium
Halvdelen af eleverne på Hillerød Pædagogseminarium i aktion mod besparelser
Cirka halvdelen af de 450 elever på Hillerød Pædagogseminarium valgte på et stormøde her til formiddag at deltage i protestaktionerne mod de planlagte besparelser på børne- og ungeområdet, der er lagt op til i en række kommuner - blandt andet i Ny Frederikssund og Egedal kommuner. Eleverne blokerede i går for undervisningen på skolen, og i dag havde de valget mellem at deltage i undervisningen eller male bannere, der skal bruges ved en demonstration i København torsdag eftermiddag. "Vi har brugt formiddagen på at male bannere og tale politik og mange af de elever, der valgte at deltage i undervisningen, har tilkendegivet, at de alligevel vil deltage i demonstrationen på Rådhuspladsen," fortæller Mads Bruus, der er talsmand for eleverne. Ved demonstrationen i København vil der deltage pædagogstuderende fra hele Sjælland. Nogle af eleverne fra Hillerød fortsætter i morgen protesterne, hvor de vil bakke op om en blokade af Dannerseminariet i Jægerspris - og umiddelbart er det slut med blokaderne på seminariet i Hillerød, vurderer Mads Bruus.