Elevblokade opløst
Elevblokaden ved Hillerød Pædagogseminarium er blevet opløst, men protesterne fortsætter i morgen
Elevblokaden ved Hillerød Pædagogseminarium er nu blevet opløst. Eleverne besluttede på et stormøde i går, at de - i sympati med pædagogerne i blandt andet Ny Frederikssund og Egedal kommuner - ville blokere for undervisning på seminariet i dag. På et møde her til formiddag besluttede eleverne at opløse blokaden, men allerede i morgen tidlig er der indkaldt til et nyt stormøde. "Vi vedtog at opløse blokaden for i dag, men allerede i morgen tidlig klokken ni mødes vi til et nyt stormøde, hvor eleverne kan vælge, om de vil til undervisning eller blive i aulauen og male bannere," fortæller Mads Buus, der er talsmand for eleverne. Bannerne skal bruges til en demonstration på Christiansborg Slotsplads i morgen eftermiddag, hvor pædagogstuderende fra hele landet vil vise deres utilfredshed med de omfattende besparelser, der er planlagt på børneområdet i en række kommuner.