Hillerød får en sundhedspolitik
Sundhed skal tænkes ind i alle beslutninger, lyder målsætningen i ny sundhedspolitik, som onsdag aften blev vedtaget af Sammenlægningsudvalget
Når politikerne i Ny Hillerød Kommune fremover træffer beslutninger, så skal de hver gang overveje, hvordan beslutningen kan styrke sundheden blandt borgerne. Sådan lyder en af målsætningerne i en ny sundhedspolitik, som Sammenlægningsudvalget onsdag aften vedtog på sit møde, der blev holdt i forsamlingshuset i Harløse. "Et godt eksempel er trafik. Det handler meget om borgernes sundhed, og det skal tænkes ind i beslutningerne. Sundhed skal ikke længere bare være et anliggende for social- og sundhedsudvalget," forklarede udvalgsformand Rikke Macholm (SF). Den nye sundhedspolitik er på bare to sider, men ambitionsniveauet er højt. Den retter sig mod alle borgere i kommunen, og der fokuseres på både behandling, forebyggelse og livskvalitet. Samtidig slås det fast, at det skal være nemt og sjovt at træffe sunde valg. Den nye sundhedspolitik får ros fra alle sider. Også fra Venstre, som glæder sig over, at der skal være fokus på de steder, hvor man får mest ud af indsatsen. "Det er godt udkast. Det er en god tilgang til området at vil starte i det små med konkrete initiativer, som man ved virker. Det er vigtigt, at man så at sige får høstet de lavestehængende frugter med det samme," sagde Venstres Klaus Markussen.