Vægtløftere søger job til polske trænere
Ålholm Vægtløftning vil hente polsk trænerpar tilbage efter succesfuldt sommerophold
Hvem kan hjælpe Ålholm IF Vægtløftning med at skaffe arbejde til to polske trænere? Spørgsmålet kommer fra Finn Jensen, Ålholm IF Vægtløftning, som snarest håber at finde job til det polske trænerpar Anna Czerminska og Maciej Makimia. De to var i sommer på et meget succesfuldt ophold i klubben, og Ålholm IF Vægtløftning er klar til at lave en ny aftale med parret for foreløbig tre måneder. "De er ligeglade med, hvad det er for en type arbejde. Alt har interesse," siger Finn Jensen, som kom i kontakt med trænerparret fra Zywiec, cirka 400 kilometer fra Warzawa, via den polske landstræner. Anna Czerminska og Maciej Makimia er begge 30 år og har blandt andet deltaget ved VM. De er uddannede lærere med fokus på idræt, og de gjorde et stort indtryk med nye og overraskende træningsprincipper, da de var på besøg i sommer. Blandt andet gør de meget ud af smidighedsøvelser som en del af træningen. Under opholdet i Danmark hjalp trænerparret også til med styrketræning for førsteholdsspillerne i Nordsjællands Håndbold. Virksomheder, som vil hjælpe Ålholm IF med at skaffe job til de to trænere, kan kontakte Finn Jensen på tlf. 48 24 22 66.