Pædagoger roser Hillerød
BUPL glæder sig over, at besparelser på seks millioner kroner på børneområdet er taget af bordet
I en tid med massive nedskæringer og stor utilfredshed blandt pædagoger og forældre i mange kommuner, roser pædagogernes fagforbund, BUPL, Hillerød Kommune. Rosen kommer, efter at politikerne i Sammenlægningsudvalget har taget de planlagte nedskæringer på seks millioner kroner på børneområdet af bordet. "Det er dejligt at opleve, at politikerne har lyttet til os," anfører pædagogerne i et takkebrev. Connie Madsen, som er fællestillidsmand for pædagogerne i Hillerød Kommune, fortæller, at BUPL forud for budgetforhandlingerne sendte politikerne i Sammenlægningsudvalget et brev, hvor de gjorde opmærksom på konsekvenserne af at skære ned. "I forvejen er området skåret ind til benet, og vi er ved at nå en grænse. Der er allerede fjernet aktiviteter som ture og kolonier, så der er kun tilbage at forkorte åbningstiden eller skære i personalenormeringerne," siger Connie Madsen. Til pædagogernes udelte glæde blev synspunkterne hørt og imødekommet. "Det er af afgørende betydning for de børn og unge, hvis interesser, liv og opvækst, vi som pædagoger at varetage," skriver pædagogerne i deres brev. BUPL mener, at politikerne i Hillerød har givet et eksempel, som andre lokale politikere i høj grad kan lære af. "Vi håber, initiativet vil brede sig," skriver pædagogerne. Så mens det bobler og syder med blokader og arbejdsnedlæggelser i andre kommuner, er der fredeligt på daginstitutionsområdet i Hillerød. Dog vil der også være pædagoger fra Hillerød at finde på Rådhuspladsen og Christiansborg Slotsplads på tirsdag, hvor den landsdækkende demonstration "Velfærd til alle" markerer, at besparelserne på velfærden er uspiselig for store dele af den danske befolkning. Demonstrationen vil imidlertid ikke berøre institutionerne på tirsdag, da den ligger sidst på eftermiddagen og dermed udenfor de fleste pædagogers arbejdstid.