Drabsmand fik ti års fængsel
45-årig dømt for drab på sin hustru i lejlighed i Frødalen
Den 45-årige Jan Augustinus blev torsdag eftermiddag idømt ti års fængsel ved Østre Landsret. Dommen faldt efter fire dages retsmøder, der til tider var meget følelsesladede. Manden var tiltalt for at have dræbt sin 36-årige hustru for øjnene af parrets tre-årige datter den 30. december sidste år. Drabet fandt sted i en lejlighed i Frødalen, hvor manden var ved at flytte ind. Hustruen var til stede for at hjælpe med at samle møbler. Et skænderi om børnene udviklede sig til, at manden stak en kniv i halsen på sin hustru. Forud var gået flere måneders problemer i forbindelse med parrets skilsmisse. Ønske om frihed Manden var psykisk påvirket af skilsmissen, men var ifølge rettens afgørelse ikke sindssyg, da han stak sin kone ihjel. Ifølge vidneforklaringer under sagen var manden meget styrende i hjemmet. Dette billede ændrede sig i løbet af sommeren og efteråret sidste år, hvor kvinden gjorde oprør, tog sig en elsker og tydeligt markerede, at hun ville have sin frihed. Derefter fulgte skilsmisseplaner, mandens nedtur og den tragiske kulmination i Frødalen. Jan Augustinus' forsvarer havde krævet otte års fængsel og ankede på stedet straffen til Højesteret. Dømte skal desuden betale en halv million kroner i erstatning til børnene.