Bil i forkert vejbane skyld i stort sammenstød
De mange involverede slap nådigt fra voldsom trafikulykke, der lørdag eftermiddag udløste storalarm på Hillerød motortrafikvej
En Volvo, der undervejs mod nord ad Hillerød Motortrafikvej pludselig - og af ukendte årsager - kørte over i det sydgående spor, var årsagen til en omfattende trafikulykke lørdag ved 16-tiden på motortrafikvejen lige nord for Isterødvejen. Volvoen, der blev ført af en 61-årig mand fra Helsinge, kørte frontalt ind i en modkørende bil, som de bagvedkørende derefter tørnede ind i. Politiet oplyser om bilerne på vej mod syd, at det drejer det sig om en polsk indregistreret personbil og to biler fra hovedstadsområdet. Bilerne stødte sammen med stor kraft. Ifølge Hillerød Postens fotograf John Jessen Hansen, der var på stedet, lå der biler i grøften, ligesom kørebanen i begge retninger over en strækning på over 50 meter var præget af det voldsomme sammenstød. Ulykken udløste storalarm, og ikke færre end ni ambulancer blev sendt til stedet, hvor den sidste tilskadekomne en time efter ulykken endnu ikke var skåret fri af sin bil. Ligesom flere af de andre tilskadekomne modtog han desuden behandling på selve ulykkesstedet. Selv om ulykkenførte til store materielle skader, så kan Hillerød Politi mandag oplyse, at de involverede slap nådigt fra sammenstødet. Vagthavende bekræfter, at ni personer blev sendt til skadestuen, men ifølge hans oplysninger er en af de største skader, der er behandlet, et åbent armbrud. Motortrafikvejen var som følge af ulykken spærret i flere timer i begge retninger. Først klokken 19 lørdag aften blev der åbent for trafikken igen