Stor ombygning "afsløret" i Jyske Bank
Jyske Bank satser 400 millioner kroner på at gøre banken til kundernes andet hjem. Torsdag blev de nyombyggede filialer afsløret - blandt andet i Slotsgade
Torsdag fjernede Jyske Bank i Hillerød det brune papir fra facadevinduerne og bød kunderne indenfor i "din nye bank". Det nye ved Jyske Bank er en ny fysisk indretning og en ny måde at præsentere bankens produkter på. Bankfilialen fremtræder næsten som en dagligstue med et bibliotek, hvor man i en blød lænestol kan fordybe sig i bankens tilbud. En vært tager imod alle kunder og sørger for at guide dem hen til den rigtige rådgiver. Den tidligere lille kaffekrog er blevet til en stor kaffebar, og bar-konceptet har bredt sig til kassen, der nu hedder pengebar og suppleres af en spørge-bar og en prøve-bar. "Den første ombygning for seks år siden var et brud med den traditionelle måde at indrette og drive en bankfilial. Vi kaldte det Jyske Forskel, og det vi gennemfører nu, kalder vi Jyske Forskel 2," forklarer afdelingsdirektør Michael Hirschsprung. Jyske Bank samler sine ydelser i en stribe rådgivningspakker, som tager udgangspunkt i kundens livssituation. En pakke henvender sig til den unge, der skal flytte hjemmefra, en anden til det unge par, som planlægger ægteskab og samliv, en tredje til den modne kunde, som overvejer, hvordan børn og børnebørn kan sikres i fremtiden. Udtrykket pakker skal tages helt bogstaveligt. I bankfilialen får man en fysisk pakke i hånden, når man åbner ny konto, når man bestiller sit individuelt designede betalingskort og når man ønsker overblik over sin økonomi. I pakkerne ligger i brochureform alt hvad man skal vide om emnet. Pakkerne går igen på Jyske Banks webside, her er de naturligvis i digital form.