Voldsom ulykke på motortrafikvejen
Ni ambulancer blev sendt til stedet efter ulykken lørdag eftermiddag - fem biler var involveret
En voldsom ulykke på Hillerød Motortrafikvej gav lørdag eftermiddag storalarm. En lang række ambulancer blev sendt til ulykkesstedet, hvor fem biler var tørnet sammen. Ifølge Hillerød Postens fotograf John Jessen Hansen, der var på stedet, lå der biler i grøften, ligesom kørebanen i begge retninger over en strækning på over 50 meter var præget af den voldsomme ulykke. Motortrafikvejen var som følge af ulykken spærret i flere timer i begge retninger. Ulykken fandt sted kort efter klokken 16 af endnu ikke oplyste årsager, hvor de fem biler ramte ind i hinanden. Mere end en time senere var den sidste tilskadekomne endnu ikke skåret fri fra sin bil. Ligesom flere af de andre tilskadekomne modtog han desuden behandling på selve ulykkesstedet. Mindst ni personer er ifølge politiet blevet kørt til hospitalet med forskellige skader. Ingen skulle dog være omkommet ved ulykken. Motortrafikvejen er indtil videre spærret i begge retninger.