Medskyldig i jernbane-hærværk fundet
Hillerød Politi har en ung mand i søgelyset for at være medskyldig i det omfattende hærværk mod seks jernbaneoverskæringer på Frederiksværk-Hundested-banen, som fandt sted natten til mandag den 18. september. I sidste uge blev en 22-årig mand fra Græsted varetægtsfængslet i sagen. Og politiet har hele tiden ment, at han havde en medskyldig. Det er den mand, som netop nu, onsdag formiddag, afhøres på politistationen. Efter afhøringen vil politiet tage stilling til, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør. Den 22-årige, som blev fængslet sidste onsdag, er sigtet efter en sjældent anvendt paragraf i straffeloven. Nemlig paragraf 184, som handler om "at forstyrre sikkerheden for jernbaners drift" og kan give op til seks års fængsel.