Skanseskolen på charmeoffensiv i børnehaver
Forældrerepræsentanter tager sammen med skolefolk rundt i børnehaverne i Skanseskolens distrikt og fortæller om skolen og dens mange tilbud
I disse dage drager forældrerepræsentanter, børnehaveklasseledere og en SFO-pædagog fra Skanseskolen rundt til de syv børnehaver i skolens distrikt. I eftermiddagstimerne befinder de sig i børnehaverne og inviterer de forældre, som har lyst, til en kop kaffe og en snak om Skanseskolen og dens kvaliteter."Vi har fået mange positive tilbagemeldinger. De forældre, vi taler med, er meget glade for at høre andre forældres holdning til skolen. De lægger vægt på, at vi taler af egen erfaring, fordi vi kender og bruger skolen," fortæller skolebestyrelsesformand Anne Greve Poulsen.Hun er mor til et barn i 4. og et barn i 1. klasse på Skanseskolen - og fortæller gerne børnehaveforældrene, at hun selv var i tvivl, da hun skulle vælge skole til sine børn."Men vi er bare rigtig glade for Skanseskolen," siger hun.Det er nyt, at forældrene er med ude at fortælle om skolen. Tidligere år har børnehaveklasseledere og SFO-pædagoger fortalt om skolen ved aftenmøder - som ikke var særlig velbesøgte."Den mødeform virkede ikke. Nu prøver vi så det her, som ikke er så højtideligt. Det foregår stille og roligt på tomandshånd - og giver folk mulighed for at stille spørgsmål, som måske er lidt "politisk ukorrekte" og svære at komme ud med i et stort forum. Folk kan have bekymringer, for eksempel om andelen af tosprogede børn. Og de fleste bliver overraskede, når de hører, at der ikke er mere end fire-fem tosprogede børn i hver klasse," fortæller Anne Greve Poulsen.
Forventer ikke boom
Hun har ikke de store forhåbninger om, at det nye initiativ vil føre til et boom i antallet af børn, der skrives ind på Skanseskolen til næste år."Mange forældre har sikkert allerede besluttet, hvor deres barn skal gå i skole. Men vi vil meget gerne skabe en positiv opmærksomhed omkring Skanseskolen, for den har rigtig mange gode tilbud, ikke mindst i indskolingen. Og det her er et langsigtet projekt. Vi kommer ud i børnehaverne igen til næste år, for det er vores indtryk, at forældres kendskab og tilfredshed med en skole virkelig kan være med til at rykke noget og påvirke andre forældres holdning i en positiv retning."Skanseskolen har åbent hus den 4. oktober klokken 19 for forældre til børn, som skal starte i skole til næste år.