Indbrudstyve i midtbyen
To forsøg og et fuldbyrdet indbrud var resultatet
To forsøg - og et enkelt fuldbyrdet indbrud. Det var status i midtbyen, efter at tyveknægte var på spil natten mellem lørdag og søndag. Første forsøg var i Supersun Solcenter i Markedsstræde. Her gik alarmen klokken 2.37, efter at tyvene havde forsøgt at bryde møntboksene op ved solarierne. Dernæst var det Almindelig Brand Bank i Slotsgade, der blev udsat for et forsøg. Det skete klokken 2.48, men også her skræmte en alarm misdæderne væk. Ifølge kriminalkommissær Keld Olesen fra Hillerød Politi havde de nok også måttet gå med uforrettet sag, selv om de var sluppet ind. "En bank er et af de eneste steder, hvor man kan være helt sikker på, at der ikke ligger penge. De forstår at passe på deres værdier, så der ligger ikke engang byttepenge i kasserne." Det gjorde der til gengæld i Inspiration på hjørnet af Slotsgade og Frederiksgade. Her blev en dør sparket ind - og der forsvandt småmønter. Politiet undersøger om der er sammenhæng mellem de tre episoder.