Anholdt for gaderøveri
16-årig dreng sigtet for gaderøveri begået søndag aften - og for voldtægt begået i august
En 16-årig dreng fra Hillerød blev tirsdag ved et grundlovsforhør ved retten i Hillerød sigtet for gaderøveri og voldtægt. Den 16-årige fik opretholdt sin anholdelse i tre døgn - og fremstilles i grundlovsforhør igen på fredag. Gaderøveriet fandt sted søndag aften ved 21.20-tiden. Her blev to drenge på 14 og 15 år passet op i viadukten under Københavnsvej og truet til at udlevere en mp3-afspiller. Den 16-årige var sammen med en 19-årig mand, og de truede deres ofre med bank, hvis de ikke slap mp3-afspilleren. Da de to ofre anmeldte røveriet til politiet, var deres signalement af gerningsmændene så præcist, at den 16-årige og 19-årige kom i politiets søgelys. Den 16-årige blev anholdt tirsdag morgen på sin bopæl, mens den 19-årige stadig er på fri fod. Den 16-årige er senest straffet i februar i år - også for røveri. Han er, udover gaderøveriet, sigtet for en voldtægt, begået den 10. august i en lejlighed på Centervænget.