MEGA og Yes2day fusionerer
Nordsjælland får ny radiostation omkring 1. oktober med navnet: yes2day
Omkring 1. oktober får lytterne i Nordsjælland og Roskilde-området en ny, spændende radiostation. Kræfterne bag de tre nuværende radiostationer Radio Mega i Hillerød, Radio Mega i Roskilde samt Yes2day bliver samlet i den nye radio, der får navnet: Yes2day. Den nuværende Yes2day er særdeles populær med sin unikke musikprofil med det bedste fra 60'erne og 70'erne. På den nye radio vil man kunne høre et lidt bredere musikudvalg med bl.a. de største klassikere fra 80'erne. Der vil fortsat blive lagt meget vægt på lokale nyheder, på trafikken, sport, events og hvad der ellers foregår i det lokale område. "Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været for dyrt at drive tre radiostationer med forskellig musik- og indholdsprofil. Derfor har vi analyseret markedet og besluttet at satse på en profil, som efterspørges af en bred gruppe af lyttere og som samtidig har en unik position på markedet, både med hensyn til musik og lokalt indhold," siger markedschef Peter Garhøj, Politikens Lokalaviser A/S.Den nye radio er klar til lancering ca. 1. oktober. Indtil da spilles non-stop på Radio Mega med den nuværende musikprofil, kun afbrudt af reklamer og nyheder. Som konsekvens heraf har man sagt farvel til den nuværende programchef og studieværterne. Radio Mega og Yes2day har begge været ejet af Politikens Lokalaviser A/S og ABC-gruppen siden 2005. Radio Mega blev etableret i 1998 og Yes2Day i 2002. Radio Mega i Roskilde har eksisteret siden 15. november 2005, hvor Politikens Lokalaviser A/S og ABC-gruppen overtog Sky Radios frekvenser i Roskilde i forbindelse med Sky Radios lukning i Danmark.Den nye Yes2Day får et dækningsområde gående i en ring om København fra Roskilde over Frederikssund og til Hillerød. Et område med godt 200.000 potentielle lyttere.