EM-trøje fra '92 under hammeren
John "Faxe" Jensen sætter sin trøje fra EM-semifinalen på auktion ved torsdagens åbning på Hillerød Kræmmermarked
Når den tidligere landsholdsspiller John "Faxe" Jensen torsdag aften sætter en af sine landsholdstrøjer på auktion ved Hillerød Kræmmermarked, bliver det lidt af et fodbold-klenodie, der kommer under hammeren. John "Faxe" har nemlig valgt at sætte sin EM-trøje fra semifinalen mod Holland i 1992 på auktion. 1992 var – for dem der ikke lige kan huske det - det år, hvor Danmark blev Europamestre i fodbold. Hillerød Kræmmermarked har valgt at donere pengene fra auktionen til Handicapidrætten i Frederiksborg Amt Dansk Handicap Idræts-forbund i Frederiksborg Amt sender næste år et fodboldhold til Special Olympics i Shanghai i Kina. Holdet består af mentalt handicappede i alderen fra 16 til 20 år fra Frederiksborg Amt. Spillerne skal selv betale en del af rejseudgifterne, og Hillerød Kræmmermarked har derfor i år valgt at donere alle pengene fra auktionen til fodboldholdet, så alle får mulighed for at tage med. Auktionen begynder torsdag kl. 18:00 ved den officielle åbning af Hillerød Kræmmermarked. Alle er velkomne til at møde op og byde ind på EM-trøjen.