Efter harmonika-sammenstød med tre biler: Måtte spærre vej
Nu er der dog åbnet for trafikken igen.
Tre biler var fredag formiddag involveret i et færdselsuheld på Paludan Müllers Vej nær Ekkodalen i Aarhus Vest.
»Den ene vejbane er spærret, så find alternative ruter,« skrev Østjyllands Brandvæsen tidligere på dagen. Afspærringen er dog nu ophævet, og brandvæsenet er kørt fra stedet.
Til Din Avis Aarhus oplyser Østjyllands Politi, at der har været tale om et mindre harmonika-sammenstød - dog skulle der ikke være tale om noget alvorligt uheld.
»Tre biler er kørt sammen, og der er sket mindre materiel skade. Og umiddelbart er der ingen personer, der er kommet alvorligt til skade,« oplyser kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, Emil Enemark.
Det er ikke helt klarlagt, hvordan uheldet skete, men det kan meget vel være resultatet af køkørsel og en pludselig opbremsning, lyder det fra politiet.
Anmeldelsen tikkede ind kl. 11.47.