Bilister igen blitzet ved vejarbejde: »Vi fortsætter«
For anden dag i træk, blev bilister målt til at køre for stærkt på motorvejsstrækning ved Aarhus, hvor der er vejarbejde.
De var advaret - men det gik alligevel galt.
Dog er tallet noget mindre end døgnet før.
Østjyllands Politi var igen klar med en målrettet fartkontrol ved vejarbejdet på Østjyske Motorvej nord for krydset med Herningmotorvejen tirsdag aften.
Her blev 22 bilister målt til at køre for stærkt i tidsrummet fra klokken 21.30 og klokke 03.
En enkelt af bilisterne står til en betinget frakendelse af kørekortet, mens én bilist får et klip i kørekortet. Resten af de sigtede får en bøde, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport.
Tirsdagens antal var dog noget lavere end mandag, hvor 132 bilister blev målt til at køre for stærkt - 37 overskred hastighedsgrænsen så meget, at de kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet. Et antal, som fik politikommissær Amrik Chadha fra Østjyllands Politi til at reagere:
»Det er simpelthen alt, alt for højt et tal, og det er meget bekymrende, at så mange vælger fuldstændigt at ignorere hastighedsbegrænsningerne. Det er jo voldsomt utrygt for de folk, der skal gå og arbejde på strækningen, og der er en grund til, at den tilladte hastighed er sat så meget ned på stedet. Vi fortsætter vores kontroller de kommende dage, og vi håber, at bilisterne begynder at tænke sig om og sætter farten ned,« sagde politikommissær Amrik Chadha, der er leder af Færdselssektionen hos Østjyllands Politi, i mandagens døgnrapport.
Østjyllands Politi har siden mandag hjulpet Vejdirektoratet og entreprenøren med ændringer af nogle fysiske forhold på stedet, bl.a. ved at få snævret en del af vejbanen mere ind. Det er politiets vurdering, at de tiltag sammen med den megen medieomtale af politiindsatsen ved vejarbejdet har medvirket til at færre kører for stærkt, fremgår det af døgnrapporten.
jwh