Syv påsatte brande på fire timer
Vidner til brande efterlyses i Brøndby, Rødovre, Glostrup og Albertslund
Hele syv påsatte brande blev anmeldt i Københavns Vestegns Politikreds fra mandag den 16. september klokken 20:12 til tirsdag den 17. september klokken 00:06. Det er endnu uvist, om der er tale om samme gerningsmand, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Den første brand blev anmeldt på Kroagervej i Brøndby. Her var der sat ild til nogle brædder fra et brændeskur. Klokken 22:01 var den gal på Nyholms Alle i Rødovre, hvor et halvtag brændte. En lille time senere, klokken 22:50, brændte det et andet sted på Nyholms Alle, hvor ild bredte sig fra noget affald til et tag. Klokken 23:16 var det ild i et skur på Stenmosevej i Albertslund. Kort tid efter, klokken 23:25, brændte først nogle træpaller på Herstedøstervej i Glostrup, og senere på natten gik det ud over et skur på samme adresse. Klokken 00:01 blev der anmeldt affaldsbrand på Fjeldhammervej i Rødovre.
Alle syv brande blev hurtigt slukket af brandvæsenet, og ingen personer kom til skade.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til vicepolitiinspektør Bjarne Nisted på telefon 72 58 76 98, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg - KLIK HER