Tre personer anholdt
OPDATERET: En 46-årig fodgænger blev i nat påkørt og dræbt af en flugtbilist i Greve. Tre personer er anholdt for at have forbindelse til bilen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ved 01.30-tiden slog vidner alarm via 112, da den lokale fodgænger blev ramt på Hundige Centervej. En ambulance blev sendt afsted, men allerede inden politiet nåede frem, var den 46-årige fodgænger erklæret død af redningspersonalet på grund af de alvorlige kvæstelser.
Vidner forklarede politiet, at manden kom gående af Hundige Centervej, da personbilen af uekndte årsager påkørte manden. Herefter fortsatte bilen væk fra ulykkesstedet.
Ikke langt fra stedet fandt politiet senere en bil med skader. Teknikere er nu ved at undersøge, om det er ulykkesbilen. Tre mænd er anholdt, og politiet er nu ved at se, om der er tekniske spor, som kan bevise, at en af de anholdte har kørt bilen på uheldstidspunktet.
De pårørende er nu underrettet, oplyser politiet.