Mystik om bevidstløs mands skæbne
Nordsjællands Politi efterlyser vidner, der har set, hvad der skete med den 61-årige mand, der søndag eftermiddag blev fundet hårdt kvæstet på hjørnet af Vangedevej og Ellegårdsvej
En fodgænger fandt søndag kl. 17.25 en hårdt kvæstet, 61-årig mand på fortovet i krydset af Vangedevej og Ellegårdsvej.
Manden var bevidstløs og blødte ud af det ene øre. Han blev overført til Rigshospitalets Traumecenter, hvor lægerne kunne konstatere, at han havde seks brækkede ribben, en hjerneblødning og kraniebrud.
"Vi er ikke sikre på, hvad der er sket overhovedet. men det virker lidt underligt, at han skulle få så alvorlige skader af at falde. Vi er derfor meget interesserede i at høre fra vidner, der kan forklare, hvad der er sket. På åben gade en søndag eftermiddag... nogen må have set eller hørt noget", siger kriminalassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
Politiet har kun været i stand til at afhøre manden kortvarigt, og her kunne han intet huske om episoden. Desværre er mandens tilstand nu forværret, idet han er gledet over i koma.
Den 61-årige mand er ca. 180 cm høj og lidt kraftig af bygning. Han har hvidt, halvlangt hår, grå og hvide skægstubbe, og så var han iført en brun ruskindsjakke, en lysegrøn, spraglet trøje indenunder samt blå cowboybukser og sorte kondisko.
Hvis man har oplysninger i sagen, skal man kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114.