11 år og udvisning for rapper-drab
To andre mænd fik hver seks års fængsel.
En 22-årig mand er idømt 11 års fængsel for drabet på den 19-årige rapper Milan Rahim.
Det skiver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Derudover blev den 22-årige også dømt for drabsforsøg og for at have overtrådt knivloven.
Han udvises desuden for bestandigt.
Udover den 22-årige er to 19-årige blevet dømt i sagen.
De fik begge en dom på seks år for drabsforsøg, trusler og overtrædelse af knivloven.
Sammenstødet skete i 2021 i Høje Taastrup.
Sammen med en kammerat blev den 22-årige den 14. november 2021 opsøgt af den nu dræbte og flere af hans kammerater på en parkeringsplads i Taastrup. Her kom det til sammenstød mellem de to grupper, hvor der blev stukket med kniv fra begge sider.
Her stak den 22-årige den 19-årige og en af hans kammerater. Den 22-årige blev selv stukket med kniv adskillige gange af de to 19-årige fra den anden gruppe.
Her blev Milan Rahim stukket i brystet - og døde to dage senere.
Det er baggrunden for at personer fra begge grupper i dag blev dømt.
En fjerde ung mand, der kørte den 19-årige og to af hans kammerater til parkeringspladsen, blev frifundet for drabsforsøg, men dømt for trusler.
»Det har fra sagens start været en stor udfordring at finde ud af, hvad der præcist skete på gerningsstedet. Takket være meget dygtigt efterforskningsarbejde har det i dag været muligt at få dømt de involverede,« siger specialanklager Rasmus Kim Petersen.
Den 22-årige har anket sin dom.
jro