Onanerede ved fodboldbaner: Nu leder politiet efter kraftig og usoigneret mand
Politiet oplyser, at man er på bar bund i sagen.
Lørdag kl. 09.26 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en mand, som onanerede ved fodboldbanerne ved Vejlby-Risskov Hallen.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
Til Din Avis Aarhus oplyser Per Bennekov, vagtchef ved Østjyllands Politi, at det var en forbipasserende, der spottede manden og anmeldte hændelsen. Ifølge vagtchefen var der ikke nogen inde på selve banerne og spille fodbold, da optrinnet fandt sted.
Manden, der stod og onanerede ved fodboldbanerne, beskrives som: en yngre mand, kraftig af bygning, lys i huden, usoigneret, iført mørk jakke og oversized cowboybukser.
Han forlod stedet via tunnellen mod Aarhus Handelsgymnasium, og han blev eftersøgt af patruljerne, men altså ikke fundet.
»Som det ser ud lige nu, har vi ikke rigtig nogen spor at gå efter,« fortæller vagtchefen til Din Avis Aarhus.
Derfor vil politiet også gerne høre fra folk, der måtte have oplysninger i sagen.
Har man oplysninger, kan man kontakte politiet på telefon 114.