En person klemt fast: Bil brager ind i legetøjsbutik
En person sad fastklemt i sin bil.
Hovedstadens Beredskab samt Københavns Politi og akutberedskabet blev lørdag eftermiddag omkring 13-tiden kaldt ud til Gl. Køge Landevej og Outletland i Valby.
Det oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.
»En person er uheldigvis kommet til at køre ind i butik med lav fart. Vi hjælper person ud af bilen, fjerner glas og håndterer mindre vandskade. Skadeservice tilkaldt,« skriver brandvæsenet.
Til Ekstra Bladet oplyser Københavns Politi, at personen, der sad fastklemt, nu er kommet fri, og der skulle ikke være tale om noget alvorligt.
Politiet oplyser, at det er en legetøjsbutik, der har fået ødelagt facaden, og at man undersøger bremsen på bilen.
»Man parkerer ude foran, og derfor var bilen kommet med lav fart ind i butiksfacaden. Man er lige ved at undersøge nu, hvad der præcist er sket,« oplyser vagtchefen ved Københavns Politi til Ekstra Bladet.
am