Finder 13 kilo kokain hos 21-årig: Nu har han fået sin dom
Under en ransagning sidste år fandt politiet en stor mængde narko gemt i en staldbygning. Nu er en 21-årig mand dømt for narkosalg.
Et tip fældede den 21-årige mand.
Østjyllands Politis specialpatrulje ransagede 17. marts 2022 en staldbygning syd for Aarhus. Ejeren havde lejet stalden ud til den unge mand.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Ved hjælp fra nogle narkohunde fandt politiet nogle flyttekasser, som gemte på cirka et kilo MDMA og et par hundrede gram kokain og hash.
Tilfældigvis kom den 21-årige mand forbi stalden, mens politiet var der. Det førte til en anholdelse og varetægtsfængsling. Samtidig fandt politiet emballage til at pakke større mængder kokain.
Kolde kontanter
Lejligheden var det næste sted, politiet gennemsøgte. Her fandt politiet et pengeskab, som indebar flere end 300.000 kroner i kontanter.
Ligesom stofferne blev pengene beslaglagt.
»Retten var enig i anklagemyndighedens vurdering af, at den 21-årige har haft en betydelig rolle og altså ikke har været en lille fisk i forhold til narkohandlen. Baseret på emballagen og kontanterne, som politiet fandt, var vurderingen, at den 21-årige har solgt mindst 13 kilo kokain og et kilo MDMA, og det var primært det, der udløste den lange fængselsstraf,« siger specialanklager Dorthe Lysgaard i pressemeddelelsen.
Den 21-årige er afghansk statsborger. Han er blevet idømt ni års fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Manden har taget betænkningstid i forhold til at anke dommen.
nln