Skole smadret - har fået skader for flere tusinde kroner
Nu leder politiet efter vidner til hærværk.
Mellem fredag den 3. februar klokken 15 og lørdag den 4. februar klokken 17 har ukendte gerningspersoner udøvet omfattende hærværk mod Lykkegårdsskolen på Abildvej 25 i Varde.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag, hvor man samtidig beder om hjælp.
Hærværket er gået ud over skolens mure, vinduer og et skur, og består af graffiti med tekst som ”DLA”, ”PAG-O” og GYHo”. Desuden er der ødelagt lamper på skolen. Hærværket vurderes til en samlet udgift på 20.000 kroner.
Og nu er politiet nået dertil i efterforskningen, at man søger vidner til det omfattende hærværk.
»Vi ser alvorligt på sagen og efterforsker den. Vi vil kraftigt opfordre forældre og elever med kendskab til hærværket til at kontakte os, så der kan blive sat en stopper for hærværket,« siger politikommissær Anders Hallen Borg.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.
am