Ung spritbilist dummede sig noget så grusomt: Parkerede på...
Fortovet...lige foran politigården.
Det er i forvejen ikke særlig smart at køre bil, hvis man er påvirket af alkohol - mildest talt. Men torsdag aften formåede en 22-årig spritbilist i Odense alligevel at krone sin dumhed med - ja, endnu mere dumhed.
For Fyns Politi fik, som politikredsen selv formulerer det; »en slags levering til døren af den trælse slags.«
På Twitter beretter politiet:
»Vi har anholdt en spritbilist. Det var ikke ret svært. Han parkerede skråt hen over fortovet foran vores port til politigården (som han nok ikke vidste lå her),« skriver politikredsen.
Til Fyens.dk uddyber vagtchef Henrik Strauss, at manden desuden tændte for katastrofeblinket efter at have parkeret på fortovet foran politigården.
»Vi er udstyret med indtil flere kameraer, så vi havde flere rigtig gode vinkler af hele forløbet,« lyder det fra vagtchefen.
Hændelsen skete omkring kl. 18.15, og manden er nu sigtet for spritkørsel og har fået foretaget en blodprøve, der skal afsløre, hvor høj promillen egentlig var.
am