Landmine i skovstykke ved skole
Skovområde ved Trongårdsskolen i Lyngby afspærret
De tilkaldte politifolk turde ikke nærme sig og rekvirerede i stedet EOD, forsvarets bombeeksperter, som også var meget betænkelige ved at nærme sig den lille stump metal, som stak op af jorden i et lille stykke skov ved Trongårdsskolen i Lyngby.
En mand, der gik tur i skoven, opdagede metalstykket i skovbunden, som til forveksling lignede en landmine, og manden alarmerede politiet tidligt onsdag morgen, oplyser vicepolitikommissær Carl Karkov, Nordsjællands Politi.
Metalstykket var så mistænkeligt, at en politipatrulje på stedet tilkaldte bomberydderne. Men også tvivlen hos eksperterne var stor, og området blev afspærret.
Det tog en times tid, før sagen blev opklaret:
Den formodede landmine viste sig at være en gammel dørlås, som af ukendte årsager var havnet i skovbunden, fortæller vicepolitikommissæren.