Butikstyve blev anholdt i tog
Nordsjællands Politi anholdt lørdag aften fire personer efter et tyveri eller røveri fra Fakta i Allerød. Politiet er ved at undersøge de nærmere omstændigheder, og kan derfor ikke sige om det var et tyveri eller røveri.
Ifølge vagthavende hos Nordsjællands Politi går to til tre personer ind i Fakta og en bliver stoppet af personalet, fordi de har mistanke om at vedkommende har stjålet noget.
Der opstår et skænderi, der ender med at tyvene tager benene på nakken og tager toget fra Allerød Station mod Høje Tåstrup. Det tog får politiet standset kort tid efter, og der bliver i alt anholdt fire personer.
Allerød Nyt har hørt fra et øjenvidne, der kan fortælle at der var tre tyve og de havde seks til syv venner i toget, der ifølge vidnet var meget truende overfor vidner fra butikken.
Øjenvidnet fortæller også at toget blev standset ved Allerød Park, hvor blandt andet en civilbetjent, der ikke var på arbejde, hjalp til med at dirigere politiet. Derudover var flere vidner aktive med at koordinere biler og at observere på togsporet, at de mistænkte ikke stak af.