To cyklister kørte tur på motorvejen
Bekymrede bilister alarmerede fredag aften politiet da de så cyklister på motorvej
Et par meget dumdristige cyklister havde sent fredag aften taget turen ud på motorvejen ved Kvistgård, hvilket fik flere bekymrede bilister til at alarmere Nordsjællands Politi, oplyser vagtchef Ulrik Lindén lørdag til Lokalavisen.dk
Aftenlufter på motorvejen
De to personer på deres for en motorvej temmelig usædvanlige og meget farlige transportmidler, blev fredag aften set cyklende ad Helsingør Motorvejen ved Kvistgård med retning mod nord, fortæller vagtchefen.
Nordsjællands Politi blev ved 23-tiden alarmeret af forbipasserende bilister, og fra politigården i Helsingør, blev der sendt en patrulje ud for at indfange cyklisterne.
Var hurtigt væk
Men da politi-patruljen få øjeblikke senere nåede ud på motorvejen, var de to vildfarne cyklister dog allerede væk fra motorvejen igen.
"Vi formoder, at de cyklister måske er drejet ned ad frakørslen ved Espergærde," vurderer vagtchef Ulrik Lindén lørdag overfor Lokalavisen.dk