Cykeltyve slæbte mand efter bil
Et simpelt cykeltyveri i Hellerup endte voldsomt, da cyklens ejer ville fange tyvene.
De to cykeltyve var ved at snuppe en cykel ud for Strandvejen 140, da cyklens 39-årige ejer opdagede dem. Han løb efter dem, og tyvene flygtede ind i en mørk stationcar.
Den 39-årige stak hånden ind gennem bildøren for at for at få fat i den ene gerningsmand, men cykeltyven smækkede døren hen over hans arm - og samtidig starter den anden tyv bilen og kører fremad.
Offeret blev slæbt kort efter bilen inden han ifølge Nordsjællands Politi væltede om på vejen, så han blandt andet slog sin hofte og det ene knæ.
Flere politipatruljer lå efterfølgende på lur efter de hårdhændede cykeltyve længere inde ad Strandvejen - blandt andet ved Svanemøllen - men tyvene kom tilsyneladende ikke den vej.
Den ene gerningsmand beskrives som mand, dansker med lyst karseklippet hår. Han var høj og iført sort joggingoverdel med guldskrift på ryggen samt sorte joggingbukser med hvide striber.
Den anden cykeltyv var også dansk af udseende, mørkhåret, knapt så høj. Han var også iført mørkt joggingtøj.