Brand få meter fra institution
Det kunne være gået helt galt, da et leghus ved institutionen Østhuset i Hillerød tirsdag aften brændte ned til grunden
En brand raserede tirsdag aften et legehus, der lå få meter fra institutionen Østhuset på Tolvkarlevej i Hillerød.
Branden blev opdaget af en dreng, der tilfældigt kom forbi, omkring klokken 21.13, oplyser vagtchef Erik Pontoppidan fra Nordsjællands Politi.
"Vi kan ikke sige noget om brandårsagen endnu. Legehuset brændte ned til grunden, så der er ikke så meget at undersøge der ude, men i morgen (onsdag, red.) vil vi tage stilling til, om vi skal gennemføre en brandteknisk undersøgelse", fortæller vagtchefen.
Brandvæsenet fik hurtigt styr på branden, og den sidste brandbil kunne forlade stedet igen kort før klokken 22.
Det nedbrændte legehus lå få meter fra hovedbygningen, men der skete heldigvis ikke skader på andre bygninger.