44-årig kvinde skabte sig tosset på cafe
En café i Helsingør kunne lørdag ikke få smidt besværlig kvinde ud og tilkaldte politiet
En 44-årig kvinde lavede lørdag aften så meget ballade på en café i Helsingør, at personalet så sig nødsagede til at tilkalde en politipatrulje for at få hende smidt på porten, oplyser Nordsjællands Politi søndag.
Ville ikke forlade stedet
Den 44-årige lokale kvinde skabte sig, og optrådte overfor personalet på Café Vivaldi på Stengade i Helsingør, og hun ville under ingen omstændigheder forlade stedet, hvilket klokken 23.41 fik personalet til at alarmere politiet.
Men lige fedt hjalp det, da et par betjente fra Nordsjællands Politi kort tid efter dukkede op, og henstillede til kvinden om at forlade caféen.
Røg i detentionen
"Kvinden nægtede hårdnakket at forlade etablissementet, og betjentene så derfor ingen anden udvej end at anholde kvinden, og tage hende med til en overnatning i detentionen på politigården i Helsingør," fortæller vagtchef Hans Gosvig.
Vagtchefen oplyser endvidere til Lokalavisen.dk, at kvinden søndag morgen atter blev løsladt uden yderligere tiltale.