Unge kørte race på p-plads... måske
To gange fredag aften måtte Nordsjællands Politi rykke ud til formodede gaderacerløb
Fredag aften modtog Nordsjællands Politi på en god times tid to anmeldelser om ulovligt gaderace, der tilsyneladende fandt sted i både Frederikssund og Hillerød, oplyser vagtchef Ulrik Lindén fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
Først racede "de" i Frederikssund...
Den første anmeldelse om ulovligt gaderace indløb fredag aften klokken 20.15, hvor en anmelder fortalte, at der på parkeringspladsen ved Føtex på Kalvøvej i Frederikssund blev kørt gaderace af op imod 40 biler.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor gaderacet angiveligt fandt sted, men da betjentene nåede frem, holdt der kun enkelte biler, hvori der sad nogle 18-20 årige personer, men der var ingen spor efter det formodede gaderace.
De pågældende unge mennesker blev af betjentene for god ordens skyld instrueret i, at det ikke er tilladt at køre gaderace på offentlig vej.
... og så fortsatte "de" i Hillerød
En god times tid senere, klokken 21.31, indløb der så endnu en meddelelse om et ulovligt gaderace, som nu tilsyneladende fandt sted på parkeringspladsen på Brennum Park ved siden af Novo Nordisk i Hillerød.
Igen blev en patrulje sendt afsted for at få stoppet de cirka 30-40 racende biler, der skulle deltage i løjerne, men denne gang fandt betjentene dog slet ingen spor efter det anmeldte gaderace
Vagtchef Ulrik Lindén: "Men hvis man ser noget lignende ske, er vi selvfølgelig interesserede i at høre nærmere," udtaler han lørdag til Lokalavisen.dk