Har du set den skaldede røver?
Røveri mod supermarked på Herlev Hovedgade fredag aften
En skaldet mand i en rød/hvid-stribet amerikanerjakke med stjerner og amerikanske flag. Sådan lyder beskrivelsen af en mand, som begik røveri mod et supermarked på Herlev Hovedgade fredag aften.
Anmeldelsen indløb til politiet klokken 19.42, og en politipatrulje kørte til stedet, hvor personalet oplyste, at det havde forsøgt at tilbageholde en gerningsmand efter han havde stjålet dagligvarer for cirka 50 kroner.
Gerningsmanden truede personalet og stak af på en cykel, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Han beskrives som en dansk mand, dansk, 30-35 år, 180 cm høj, almindelig bygning og skaldet. Han var iført en jakke med røde/hvide brede striber, blå ærmer med hvide stjerner (amerikanske flag), mørke jeans og hvide gummisko.
Københavns Vestegn Politi modtager gerne oplysninger fra vidner i sagen. Henvendelse kan ske til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Borgervendt Gladsaxe, eller på telefon 43 86 14 48.