73-årig banket halvt ihjel fordi han ikke havde en cigaret
Kraniebrud, brækket kæbe, brækket arm, flækket læbe og tre tænder slået ud på 73-årig mand, som sad og nød udsigten over Øresund
Kraniebrud, brækket kæbe, brækket arm, flækket læbe og tre tænder slået ud. Det er det uhyggelige resultat af, at en 73-årig mand ikke havde en cigaret, da to unge mænd var smøgtrængende og spurgte manden om cigaretter, oplyser Nordsjællands Politi.
Det brutale overfald og røveri fandt sted ved 03-tiden natten til torsdag. Den 73-årige mand havde været til fest og sad på en stensætning på Strandvejen 423, ved Bella Vista og Bellevue Teatret, og nød udsigten over Øresund.
En bil kørte op foran manden, og to unge mænd spurgte, om den 73-årige havde en cigaret. Da den ældre mand svarede, at han ikke røg, blev han gennembanket, og han blev frastjålet sin mobiltelefon.
Den 73-årige var bevidstløs i nogle minutter, men siden fik han fat i en ven, og med en taxa blev han kørt til skadestuen. Fra skadestuen kontaktede man politiet.
Der er ikke noget signalement af overfaldmændene, men Nordsjællands Politi efterlyser vidner, eventuelt morgenbadere eller forbipasserende, som kan have set noget ved Strandvejen 423 ved 03-04-tiden natten til torsdag.