Kvindelig lommetyv taget af detektiv
En 40-årig kvindelig lommetyv blev fredag taget på fersk gerning i et Hørsholm-supermarked
Så gik den ikke længere for en 40-årig kvindelig lommetyv af udenlandsk herkomst, som fredag formiddag blev taget med hænderne nede i lommerne på sit mandlige offer, oplyser Nordsjællands Politi lørdag til Lokalavisen.dk
Stjal pung med flere tusinde kroner
Den kvindelige lommetyv var fredag formiddag gået på rov i et supermarked i Kongevejscenteret i Hørsholm, hvor hun udså sig et mandligt offer.
Den fingerfærdige kvindelige lommetyv, lod en hånd glide ned i mandens lomme, hvorfra hun uset kunne snuppe en pung med flere tusinde kroner... troede hun, for hun havde tilsyneladende ikke lagt mærke til butiksdetektiven.
Butiksdetektiven fik straks fat i den 40-årige udenlandske lommetyv, som blev tilbageholdt, mens en patrulje fra Nordsjællands Politi blev tilkaldt.
Fik straksbøde
Kvinden blev anholdt for tyveriet, da patruljen ankom til stedet, og hun fik en bøde på 2.500 kroner, oplyser vagtchef Erik Skriver fra Nordsjællands Politi.
Efter pågribelsen erkendte kvinden forholdet, oplyser vagtchefen.
Den 40-årige lommetyv er nu tilbageholdt i henhold til paragraf 36 i Udlændingeloven, og hun vil formentlig blive udvist af landet.