Flere spritbilister kørte i fælden
Hammel Hestemarked tiltrækker rigtig mange mennesker. Det ved Østjyllands Politi godt, og derfor viser de sikkert området lidt ekstra opmærksomhed i denne weekend.
Men hestemarkedet var knap kommet i gang, da de første spritbilister kørte lige ind i lovens lange arme.
På Anbækvej i Hammel blev den første standset fredag eftermiddag kl 15.35. Her var der tale om en 59-årig mand, der ikke bestod udåndingsprøven og derfor blev anholdt og bragt ind til lægetjek.
Knap en time senere, kl 16.30, blev en 48-årig mandlig bilist standset på Anbækvej. Han fik også lov at puste og blev derefter anholdt, sigtet for spirituskørsel.
Og på Nordjyske Motorvej nær Randers blev en tredje spritbilist standset. Her var tale om en 44-årig mand, der ligeledes blev anholdt og indbragt til politigården sigtet for spirituskørsel.