Anholdt spritbilist gik selv til skadestuen
59-årig mandlig spritbilist havde ikke langt at gå da han skulle have udtaget blodprøve
En 59-årig mandlig spritbilist havde ikke langt at gå, da han tidligt søndag morgen blev snuppet for sprutkørsel foran Hillerød Hospital på Dyrehavevej, og derefter skulle have udtaget en blodprøve, oplyser Nordsjællands Politi søndag.
Kunne gå til blodtapningen
Den 59-årige lokale mandlige bilist blev spottet foran hospitalet af et par betjente fra Nordsjællands Politi, der mistænkte manden for at være påvirket af alkohol, fortæller vagtchef Ulrik Lindén søndag til Lokalavisen.dk
Manden blev derfor anholdt klokken 04.39 søndag morgen, sigtet for at have kørt spirituskørsel, og manden havde således ikke langt at gå, da han efter anholdelsen skulle have udtaget den obligatoriske blodprøve.
Løsladt igen senere søndag
Manden blev efter afhøring og blodtapning atter sat på fri fod, men han vil indenfor ganske kort tid modtage et bødeforlæg fra Nordsjællands Politi.