55-årig kvinde jog biltyve på flugt
55-årig kvinde overraskede lørdag to udenlandsk udseende mænd der var ved at bryde ind i bil
To mellemøstligt udseende unge mænd, som lørdag var ved at bryde ind i en parkeret bil, blev jaget på flugt af bilens kvindelige ejer, da hun pludseligt dukkede op på parkeringspladsen i Horserød, oplyser Nordsjællands Politi søndag
Stak af i Peugeot 206
Den 55-årige kvinde fra Fredensborg havde parkeret bilen på en p-plads i Horserød tæt på Gurre Sø, og da hun kort før klokken 16.30 vendte tilbage til bilen, var de to mandlige tyve i færd med bryde ind i hendes parkerede bil.
Da de to indbrudstyve opdagede kvinden, tog de straks flugten i en sølvmetallic-farvet Peugeot 206 med registreringsnummeret: DW 46 624, oplyser vagtchef Carsten Spliid fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Bilen er ikke meldt stjålet, og den nærmere efterforskning af sagen vil formentlig føre politiet på sporet af de to unge gerningsmænd.
Har du set bilen?
Nordsjællands Politi hører gerne fra vidner, der enten kender bilen og dens ejer, eller som muligvis så de to gerningsmænd i den sølvmetallic-farvede Peugeot 206 lørdag eftermiddag ved 16.30-tiden.
Gerningsmand A: Føreren beskrives som værende en mand på cirka 20-25 år med et udenlandsk eller mellemøstligt udseende.
Gerningsmand B: Hans medgerningsmand beskrives ligeledes som en mand på cirka 20-25 år, også med et udenlandsk/mellemøstligt udseende.
Oplysninger i sagen til Nordsjællands Politi på telefon: 114