To 20-årige ville tæve fire mænd
Et par fulde fyre fra Fredensborg og Humlebæk "yppede kiv" og ville tæske gruppe på fire mænd
Nordsjællands Politi greb lørdag ind overfor en gruppe af unge mænd, der på Rosenkildestien bag ved musikhuset "Elværket" i Helsingør, var røget i totterne på hinanden, oplyser vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
To fyrige fulde fyre ville slås
Ialt var seks mænd involveret i et slagsmål, da politi-patruljen ved 05.50-tiden lørdag morgen greb ind for at stoppe slagsmålet, oplyser vagtchefen.
Da betjentene fik styr på kamphanerne fandt man hurtigt ud af, at det var to 20-årige mænd fra henholdsvis Fredensborg og Humlebæk, som havde været temmeligt meget fremme i skoene, og direkte havde opfordret til slagsmålet.
Begge sigtet efter ordensbekendtgørelsen
De to unge fyre med de yderst hårdtslående argumenter blev derfor sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen, hvilket medfører en bødestraf i omegnen af 3.000 kroner for den begåede forseelse med opfording til slagsmål.
Efter gemytterne var faldet til ro, og bøderne var udskrevet til d´herrer fra Fredensborg og Humlebæk blev parterne sendt i hver deres retning.